SAVN om undersøgelse af besøgsforhold i Vestre Fængsel: ”Det er så tiltrængt”

Foto: Kriminalforsorgen, SAVN.

Familier er frustrerede, fordi det er svært at bestille besøg til indsatte i Vestre Fængsel, lyder det fra SAVN.

- Det er så tiltrængt, siger SAVN’s Elisabeth Toft Rasmussen til nyheden om, at Folketingets Ombudsmand har besluttet at indlede en undersøgelse af de indsattes muligheder for at få besøg i Vestre Fængsel.

Folketingets Ombudsmand oplyser i en pressemeddelelse, at undersøgelsen er blevet iværksat efter et uanmeldt tilsynsbesøg i Vestre Fængsel i september 2024. Et af formålene med besøget var at vurdere de indsattes muligheder for at få besøg af deres pårørende.

I SAVN taler vi ofte med pårørende, der har svært ved at komme igennem på telefonen til Vestre Fængsel, der er landets største arresthus, for at bestille besøg.

- De sidder nogle gange i ventekø i telefonen i en time eller halvanden eller to. Det er meget frustrerende. Og det kan være svært, når man skal ringe i arbejdstiden, siger sekretariatsleder Elisabeth Toft Rasmussen til Ritzau.

I forbindelse med undersøgelsen beder ombudsmanden myndighederne om at redegøre for flere af forholdene i Vestre Fængsel. Der ønskes bl.a. en redegørelse for prioriteringen af afsonere over varetægtsarrestanter ved tilrettelæggelsen af besøg, skriver Folketingets Ombudsmand.

I Vestre Fængsel ønsker man at udvide antallet af besøg af pårørende med 64 ekstra besøg om måneden fra 1. marts. Tallet skal dog sammenholdes med, at der sidder op til 500 frihedsberøvede i det københavnske arresthus.

Kriminalforsorgen forsikrer i sit svar til retsudvalget, at der er fokus på at forbedre besøgsområdet. Dette skal dog ske inden for de eksisterende rammer, hvor både belægning og bemanding er presset.

- Jeg synes, at der er sket forbedringer, siger Elisabeth Toft Rasmussen, der efterlyser mere handling fra Kriminalforsorgen, når det drejer sig om at forbedre forholdene for de pårørende i forbindelse med besøg.


Forrige
Forrige

Hvis jeg dør i dag: “En forfærdelig rå og rørende film”

Næste
Næste

Nye besøgsfaciliteter skal give børn en tryggere oplevelse i fængsler