SAVN starter chatrådgivning
Vi er glade for at kunne fortælle, at SAVN nu åbner for anonym chatrådgivning til pårørende, fagpersoner og andre, der har brug for støtte og vejledning.
For mange pårørende til indsatte kan det føles svært at dele, hvad der er sket i familien. Frygten for fordømmelse og stigmatisering gør ofte tavsheden til en tung byrde.
Men at sætte ord på det svære kan gøre en stor forskel.
Derfor lancerer vi den 9. januar kl. 17.00 vores chatrådgivning. Her sidder vores dygtige og frivillige rådgivere klar til at lytte og hjælpe – uanset om det handler om praktiske spørgsmål eller støtte til at håndtere de mange og komplicerede følelser, der ofte er forbundet med at have en nær relation i fængsel.
"Når en forælder anholdes eller kommer i fængsel, rammer det hele familien – og særligt børnene. Mange føler sig skamfulde og isolerede, fordi det stadig er så tabubelagt at have en pårørende i fængsel,” fortæller Elisabeth Toft Rasmussen, sekretariatsleder i SAVN.
Chatrådgivningen er støttet af TrygFonden. I første omgang er chatten åben:
🕓 Onsdag: kl. 16.00 – 19.00
🕔 Torsdag: kl. 17.00 – 20.00
Klik her for at komme til SAVN’s chatrådgivning.