Bliv frivillig rådgiver i SAVN

Hjælp varetægtsfængslede og deres børn - bliv frivillig rådgiver i foreningen SAVN – Børn og pårørende til indsatte

Hvert år bliver omkring 4.000 varetægtsfængslet og ca. en fjerdedel af dem har børn. Hver­da­gen bliver for en stor gruppe af disse børn derfor ekstra svær, når far eller mor pludselig rives væk og sættes i fæng­sel på ubestemt tid. Mange varetægtsfængslede forældre er usikre på, hvad der er det rigtige at gøre og har derfor brug for rådgivning om, hvordan de bedst håndterer kontakten til barnet og hjælper det i den svære situation omkring varetægtsfængslingen. Og det kan du som frivillig i SAVN bidrage med.

  • Har du en børnefaglig baggrund, med min. 5. års relevant erfaring, eksempelvis som so­cial­rådgiver, pædagog, lærer, terapeut, psykolog eller sundhedsplejerske?

  • Har du lyst til at gøre en forskel for en gruppe børn, som har særligt brug for, at deres forældre tager de bedste beslutninger i en svær periode af deres liv?

  • Har du ca. 2-3 timer til overs hver 14. dag, som du gerne vil bruge på samtaler med varetægtsfængslede, omkring deres børn og hvordan de bedst kan hjælpe dem?

  • Vil du engagere dig i minimum et år?

  • Bor du i eller i nærheden af Odense, Ran­ders eller Helsingør?

Kan du svare ”ja ” til ovenstående, så kan du nu komme med ”om bord”, til gavn for de varetægtsfængslede og deres børn, men også som en mulighed til dig selv for at blive klogere på livet og være med til at gøre en forskel for en udsat børnegruppe.

 

Din rolle som rådgiver

Som frivillig rådgiver i SAVN bliver du en del af et pilotprojekt, støttet af TrygFonden, hvor nyindsatte vare­tægts­fængslede forældre tilbydes rådgivning om, hvordan de bedst håndterer kontakten til deres børn og de svære følelser forbundet med det. Du vil blive til­­knyt­tet den arrester du bor tættest på. Her skal du komme på aftalte dage, f.eks. et par timer en formiddag, en eftermiddag eller aften hver 14. dag, og tale med varetægtsfængslede forældre, der selv har bedt om rådgivning.

Mange af de varetægtsfængslede har ikke andre muligheder for at tale med en fagperson om deres børn.

Det får du ud af at være frivillig i SAVN

Som frivillig i SAVN bliver du tilknyttet en lokal aktivitetsleder, som vil hjælpe og støtte dig undervejs, hvis der opstår problemer eller du får brug for sparring i relation til de samtaler du afholder. Den lokale aktivitetsleder har det overordnede ansvar for projektet og den løbende kontakt til arresten. Derudover får du:

  • viden om SAVNs primære målgruppe; de indsattes børn.

  • viden om hvordan kriminalforsorgen fungerer og hvordan det er at være varetægtsfængslet.

  • en grundig indføring i, hvordan du skal gribe opga­ven an og de temaer som mange af samtalerne vil komme til at dreje sig om.

  • løbende sparring med aktivitetslederen og andre frivillige.

  • tilbud om deltagelse i faglige temamøder med emner som for eksempel: ”forældreskab mens man er indsat”, ”hverdagsliv og trivsel blandt børn af indsatte”, ”hvordan taler vi om det der er allermest svært?”

  • mulighed for at blive klogere på dig selv og hvor forskelligt livet kan udforme sig.

Dit fingeraftryk på projektet

Du får som frivillig en afgørende rolle i gennemførslen af projektet. For ud over at stå for selve samtalerne med de indsatte, får du gennem tæt dialog og samarbejde med den tilknyttede arrest, aktivitetslederen og de andre frivillige også indflydelse på den generelle ud­vik­ling af projektet. Måden vi organiserer det på – i samarbejde med Kriminalforsorgen, og måden vi afholder sam­taler med de indsatte. For i SAVN tror vi på, at vi opnår de bedste resultater, når vi in­klu­derer perspektiver og idéer fra jer frivillige. Så vi lytter meget gerne til dine erfaringer undervejs og vil også spørge ind til dem.

Vil du med på holdet?

Hvis du kan se dig selv i ovenstående, så send os en kort ansøgning, hvor du fortæller hvorfor du gerne vil være frivillig i dette projekt, om eventuelle tidligere erfaring som frivillig og om dine erfaringer med råd­giv­ning på børne- og/eller familieområdet. Du må også gerne vedhæfte et CV, men det er ikke et krav. Du er velkommen til at kon­tak­te SAVNs sekretariatsleder, Elisabeth Toft Rasmussen, hvis du vil høre mere om rollen som fri­villig. Hun kan kontaktes på telefon 2876 6000 eller e-mail elisabeth.t.rasmussen@savn.dk. Det er samme mailadres­se, ansøg­ning­en skal sendes til. Sam­talerne afholdes både via Teams og ved fysisk fremmøde på Hejrevej 43, 2. sal, i København NV.

SAVN blev stiftet i 2005 af pårørende til indsatte. SAVNs sekretariat ligger i København, men organisationen er landsdækkende og tilbyder forskellige former for støtte og rådgivning til pårørende, men også i mindre omfang til indsatte forældre og fagpersoner med kontakt til pårørende til indsatte. SAVN modtager hvert år et driftstilskud fra Socialstyrelsen og herudover bidrag fra private fonde og offentlige puljer. Læs mere om SAVN på www.savn.dk.

Forrige
Forrige

SAVN deltog til det årlige Baba Landsmøde 2022

Næste
Næste

Høringssvar vedr. Barnets Lov