Tak til Lone Dybkjær for hendes værdifulde arbejde for SAVN
I afdøde Lone Dybkjærs minde, har Det Sociale Netværk og hendes mand Poul Nyrup Rasmussen valgt SAVN, som modtager af en privatdonation. I SAVN er vi meget taknemmelige for støtten og den store anderkendelse.
Tidligere minister og EU-parlamentariker Lone Dybkjær gik i sommers bort efter længere tids kræftsygdom. Hun var i 2015 og 2016 formand for SAVN, inden sygdommen gjorde det for svært at fortsætte. I hendes minde har en nær ven af Lone, Ole Henriksen, givet en donation til SAVNs arbejde for indsattes pårørende, som altid har stået Lones hjerte meget nær.
Lone Dybkjær var både i sit politiske virke og som formand for SAVN, dybt engageret i de pårørendes situation. Som politiker for Radikale Venstre stillede hun folketingsforslag, der forbedrede børnenes vilkår, når de skulle på besøg i arrester og fængsler. Senere som bestyrelsesformand var hun med til at sikre og understøtte SAVNs vigtige rådgivningstilbud og weekendophold.
Mange tak til Ole Henriksen for den gavmilde donation. I Lones ånd vil vi i SAVN fortsætte vores kamp for at forbedre pårørende til indsattes vilkår.