Melischas far er i fængsel
Vist på DR ULTRA NYT den 1. oktober 2020.
Det kan være svært for mange børn at tale om, hvis ens forældre kommer i fængsel. I et afsnit af Ultra Nyt fortæller seje Melischa på 13 år om, hvordan det er. Hun synes, at det har hjulpet hende meget at være åben omkring fængslingen over for hendes venner og i hendes klasse.
Melischa har været med på flere af SAVNs ungeophold og fortæller til Ultranyt, at det er enormt rart at møde andre, som har oplevet det samme som hende.
Programmet giver også et indblik i livet bag tremmer. Det viser, hvordan man i fængsler og arrester har sit eget tøj på, selv laver mad og at mange bruger deres tid på at studere. På den måde er udsendelsen med til at give børn og unge et mindre farligt billede af, hvad det vil sige at sidde i fængsel. Melischa fortæller blandt andet: “fængsler de ser egentlig meget normale ud - det er ikke ligesom det man ser i film”.
Alt for mange har et skræmmende og misvisende billede af hvad der foregår i et fængsel og hvad det vil sige at komme på besøg i et fængsel. Denne udsendelse er med til at give et mere retvisende og nuanceret billede af livet bag tremmer.
Har du et barn der er bange for at komme på besøg i et fængsel eller en arrest? Så kan I fordel se dette klip sammen.