Vil du være en del af kampen mod tabu og bidrage til at forebygge skam og ensomhed?
Har du overskud og passion for at støtte pårørende og unge, der har et familiemedlem i fængsel? Er du klar til at engagere dig i meningsfulde chatsamtaler med mennesker i svære situationer og hjælpe dem med at finde deres egne ressourcer og styrker? Så læs videre.
Omkring 4.000 børn og unge må hvert år leve med, at deres mor eller far er i fængsel. En oplevelse, som kan vende op og ned på livet i hele familien og skabe stor usikkerhed om fremtiden.
I ‘SAVN -Børn og pårørende til indsatte’ arbejder vi for, at ingen unge pårørende skal føle sig alene i denne svære og ofte livsomvæltende situation. I SAVN møder vi børn og unge fra hele landet, der på forskellig vis er berørt af fængslingen af et nærtstående familiemedlem. Desværre har ikke alle børn og unge adgang til trygge og nære relationer, som de kan bruge til at tale åbent om, hvordan det er at have en fængsling helt tæt inde på livet. Det ønsker vi at ændre på med lanceringen af en gratis og anonym chatrådgivning specifikt rettet mod pårørende - med særlig fokus på unge mellem 14 og 25 år.
Vi søger frivillige rådgivere, som:
Minimum er 22 år, og som har lyst til og flair for at skabe støttende og rådgivende chatsamtaler.
Besidder stærke kommunikationsfærdigheder og udtrykker sig klart og præcist skriftligt.
Kan møde mennesker uden fordomme og med omsorg, nysgerrighed og respekt.
Vil indgå i fagligt og socialt fællesskab med andre dygtige frivillige.
Har du evt. egen erfaring som pårørende, skal du være afklaret med din personlige situation.
Opgaven som chatrådgiver i SAVN:
Som frivillig i SAVN er din opgave at rådgive og kommunikere nærværende og støttende på skrift med unge pårørende til indsatte. Det kan være frygten for reaktionerne fra omgivelserne, hemmeligholdelse af, hvad der er sket i familien, men også ensomhed og koncentrationsbesvær i skolen eller på uddannelsen.
Opgaven som chatrådgiver kan også bestå i, at du hjælper med brobygning til andre relevante organisationer eller henviser til de andre tilbud, som SAVN tilbyder pårørende til indsatte.
Din funktion i SAVN:
Du vil arbejde sammen med 1-2 andre frivillige på hver vagt, hvor der vil være mulighed for løbende sparring og støtte. Som frivillig vil du være tilknyttet SAVN’s rådgivningstilbud på Hejrevej i Nordvest kvarteret i København, hvor der er sørget for hygge og snacks. Du forventes at kunne afsætte tre til fem timer hver 14. dag til at varetage opgaven som chatrådgiver. Det ville enten være mandage i tidsrummet 16.00 til 19.00 eller onsdage fra klokken 19.00 til 21.00, og som udgangspunkt skal du være i stand til at tage mindst to vagter om måneden.
SAVN tilbyder:
Grundig introduktion til rådgivningsarbejdet og organisationen.
En god indføring i målgruppen og de unges problemstillinger.
Løbende tilbud om faglige og sociale arrangementer i form af fælles faglige temadage og årsmøde.
Kollegial sparring og mulighed for gruppesupervision.
Et givende og støttende fællesskab med andre engagerede frivillige.
Mulighed for at bringe dine personlige og faglige kompetencer i spil og bidrage til aktivitetens udvikling.
Synes du, at ovenstående lyder spændende og ønsker du at være med til at nedbryde tabuer og hjælpe unge pårørende til indsatte, så vil vi gerne høre fra dig. Har du spørgsmål til opgaven, kan du læse mere om vores arbejde og målgruppe på www.savn.dk eller kontakte Elisabeth Toft Rasmussen på telefon 28 78 60 00.
Du kan sende en mail og fortælle lidt om dig selv, din motivation og dine erfaringer til kontakt@savn.dk. Du kan også sende dit CV til mailadressen. Vi behandler ansøgningerne løbende, og vi ser frem til at høre fra dig.