Når straffen rammer skævt
D. 18. januar 2023 afholder SAVN en konference på Christiansborg, for politikere, interessenter og fagfolk, som på forskellig vis har indflydelse på situationen for børn af indsatte, deres hverdag og trivsel.
På konferencen skal deltagerne, på tværs af myndigheder og sektorer, diskutere hvordan vi sammen kan rette op på følgerne når ”Straffen rammer skævt” – og forældrenes fængsling rammer børnene. På konferencen vil Anders Dybdal fra Operate fremlægge en rapport om situationen og konsekvenserne for de indsattes børn, når deres far eller mor fængsles. Rapporten er bestil og finansieret af TrygFonden. Oplægget skal bruges som afsæt til samtaler i såkaldte idelaboratorier og en efterfølgende paneldebat. Det fælles fokus skal være, hvordan vi sammen kan gøre situationen lidt bedre og konsekvenserne lidt mindre end de er i dag, for de mange børn som straffes, men ingen andel har i det der straffes for.
Gennem hele formiddagen vil der komme små dryp af fortællinger fra eksperterne selv – nemlig børnene.
Vi ser meget frem til konferencen, som er SAVNs første af slagsen, og håber den kan blive startskuddet til, at flere vil tage ansvar for denne børnegruppe, når der sættes spot på dem der har det svært, men ofte overses.