Workshop om pårørende med minoritetsbaggrund

Billede af deltagende til workshoppen.

SAVN har netop afsluttet et pilotprojekt, der havde til formål at styrke foreningens indsats målrettet pårørende til indsatte med etnisk minoritetsbaggrund. Som afslutning på projektet blev der d. 25. september afholdt en workshop for fagpersoner, praktikere, pårørende, frivillige og andre aktører, med tilknytning til de socialt belastede boligområder Tingbjerg/Husum.

Gennem projektperioden (som er forløbet fra april til september 2022) er det lykkedes at skabe en større bevidsthed om SAVNs aktiviteter og tilbud blandt beboerne i Tingbjerg og Husum. SAVN har fået etableret gode relationer til både offentlige indsatser, forskellige foreninger, klubber, moskéer, væresteder m.fl., hvad også slog tydeligt igennem i forhold til den brede deltagerkreds i workshoppen.

Workshoppen havde til formål, at indsamle yderligere viden om målgruppen og diskutere kommende samarbejdsflader i de to boligområder, hvor pilotprojektet har forløbet.

Til stedet var 25 engagerede deltagere, der alle havde det til fælles, at de ønskede at skabe bedre vilkår for pårørende til indsatte med minoritetsbaggrund.

Deltagerne diskuterede, med afsæt i deres konkrete erfaringer fra Tingbjerg/Husum og rapporten “Pårørende til indsatte med etnisk minoritetsbaggrund” [læs rapporten her], rapportens tre hovedkonklusioner i forhold til, hvad der belaster pårørende til indsatte med minoritetsbaggrund mest. Nemlig den 1) skam som kan følge med at have et familiemedlem som sidder i fængsel og den deraf følgende hemmeligholdelse af det der er sket overfor omverdenen, 2) den mistro til de offentlige myndigheder, som en del pårørende har og derfor er tilbageholdende med at opsøge f.eks. kommunen om hjælp og 3) de barrierer som mange pårørende støder ind i, i mødet med retssystemet.

Over 50 gode ideer og løsningsforslag

Under workshoppen blev der udviklet over 50 gode ideer og løsningsforslag, som relaterede sig til ud fra rapportens tre hovedkonklusioner og yderligere problemstillinger. En del af ideerne og løsningsforslagene omhandlede mulighederne for at gøre SAVNs tilbud og aktiviteter mere synlige for målgruppen og iværksættelse af nye aktiviteter i et samarbejde mellem SAVN og lokale aktører.

Hodos fortælling
Deltagerne fik under workshoppen vist en lille video med Hodo, der som pårørende til en indsat fortæller, om det kaos familien stod i, da et familiemedlem blev varetægtsfængslet. Hodo følte sig magtesløs og vidste ikke hvor hun kunne søge hjælp. I videoen fortæller hun også om, hvor meget det ville have hjulpet familien, hvis familien havde kendt til SAVNs tilbud tilbage i 2018.

Videoen kan ses her:

Projektets fremtid

Næste fase bliver, at få de nuværende projektaktiviteter og de nye partnerskaber forankret. De mange forslag fra workshoppen er blevet sammenholdt med konklusionerne fra rapporten, og flere tilpasninger af de nuværende aktiviteter vil blive foretaget i det nye år. Vi vil, i det omfang ressourcerne gør det muligt, fastholde samarbejdet med  de øvrige aktører i området, med henblik på at opnå endnu mere synlighed. Det skal vores passionerede frivillige bl.a. bidrage til. De udgør en vigtig ressource, som skal hjælpe med, at få den hårdt tiltrængte rådgivning og støtte frem til de  pårørende.

Håbet er, at de pårørende og de aktører som allerede er i de to boligområder, i fremtiden vil vide at de skal rette henvendelse til SAVN, hvis der er pårørende til indsatte som har brug for råd og støtte.

Vi takker alle deltagende for deres input til dagen og ser frem til et fortsat samarbejde i 2023.

Billeder fra workshoppen 2022

Forrige
Forrige

Når straffen rammer skævt

Næste
Næste

SAVN er modtager af årets Tine Bryld Pris 2022